1804-1865

JUSTITSRAAD, KAPTAJN, TOLDINSPECTEUR

Christian Frederik Falck blev født den 25. Juni 1804. Faa Dage efter Fødselen indskreves han til Landkadetakademiet, saaledes som det dengang var Skik for de Drenge,,som bestemtes til at gaa den militære Vej. 9 Aar gammel optoges han i Juni 1812 paa Akademiet som Volontær, d. v. s. i en Forberedelsesklasse.

I sin Selvbiografi skriver han: Jeg bestemte mig hurtig til den militære Bane, dels af Tilbøjelighed, dels fordi jeg havde Forkærlighed for en Stand, blandt hvis Medlemmer jeg daglig færdedes. I en Alder af- 9 Aar blev jeg optaget som Volontær paa Landkadetakademiet, men lige saa farlige som heftige Børnesygdomme havde for en Tid nedbrudt den stærke Konstitution, som, Forsynet havde givet mig, og jeg lærte derfor fra en saare ung Alder at kæmpe imod Livets Genvordigheder.

Den 1. Jan. 1815 udnævntes han til Landkadet og begyndte dermed det strenge og nøjsomme Liv ude paa Akademiet. Det sidste Aar var Eleverne Kadetunderofficerer, som det senere kaldtes, og de gjorde da Pagetjeneste ved de kgl. Tafler. Falck udnævntes den 11. Jan. 1820 til Page. Det følgende Aar tog han

Officerseksamen og fik hertil 96 gode, 26 temmelig gode og 6 slette Karakterer, tilsammen bedste Karakter. Den 28. Decbr. 1820 udnævntes han til Secondløjtnant med Anciennitet fra 17. s Juni s. A. og ansattes ved det samme Regiment, hvor hans Fader da var Bataillonschef, altsaa ved Kongens Regiment

Ved Flid og Dygtighed udmærkedehan sig, saa han beordredes som Lærer paa Exercerskolen, hvorved han blev betroet de unge Rekrutters første Uddannelse. Allerede den 6. Juli 1826 udnævntes han til Premierløjtnant og ansattes ved Regimentets Jægerkompagni, d. v. s. et Kompagni, som uddannedes særligt i Skydning og i den lette, men mere anstrengende Tirailleurtjeneste. Tilfældige Omstændigheder bevirkede, at han den meste Tid var Kompagniets Kommandeur. 1 Jægertjenestens strabadserende Liv var imidlertid mere, end hans Konstitution kunde taale. Sygdommen fra hans Barndom brød frem igen, og han ansaa det for sin Pligt at tage sin Afsked. Haardt har det vel været for den unge, ivrige Mand at skulle tage Afsked med det raske Soldaterliv, om end Avancementerne paa den Tid var saa slette, at Løjtnanter og Kaptajner maatte gaa længe uden større Haab om at kunne komme videre, et Forhold, som selvsagt lagde en trykkende Stemning paa Officerskorpset.

Den 11. Marts 1829 fik han sin Afsked med Pension 'Karakter som Kaptajn, og den 22. Febr. 1829 havde han sin sidste Officersvagt. I Audiensen sagde Kongen til ham, at han nok vilde komme til at fortryde det Skridt, han havde gjort, og Kongen fik Ret. Lige til sine sidste Dage var det hans Suk, at han havde brudt med den Gerning, som han som Dreng havde set op til som det bedste af alt. Ved Afgangen gav hans Chef, Major Bülow, ham Anbefaling for »hans militære Kundskaber, hans Nøjagtíghed, Retfærdighed, udmærkede Konduite, gode Økonomi med meget mere godt«.

Den 25. Marts 1828 (Farens Bryllupsdag) havde han giftet sig med Christine Medea Bagger, f. 2. Aug. 1804 i Munkebjergby, Datter af Stempelpapirsforvalter Marcus Nic. Bagger og Hustru Caroline Marie, f. Kierulff. Hendes Far havde oprindelig været Arvefæster i Munkebjergby og sikkert en intelligent Mand, thi han blev Student, overtog Gaarden, men flyttede nogen Tid efter Datterens Fødsel til Slagelse, hvor han havde Forretning med Stempelpapir. Forældrene var ikke med til Datterens Bryllup i København, og som hendes Forlover er opført hendes Bro-der, stud. theol. Bagger, senere Sognepræst i Hjerk og Harre.  

I Begyndelsen ernærede Falck sig ved Undervisning. Navnlig tog han sig af unge Mennesker, som ønskede at blive Officerer, og manuducerede dem i Matematik og Taktik, en Virksomhed, som han holdt meget af. Sammen med Pensionen kunde han slaa sig igennem med den største Tarvelighed, men dog uden større Sorger. Hans Far foreholdt ham dog, at han ikke mindst af Hensyn til sin Familie burde søge sig en fast Stilling. Hvor nødig han end vilde opgive sin Lærervirksomhed, gav han dog efter for Farens Henstilling og fik efter Ansøgning Ansættelse den 29. Novbr. 1831 som Konsumptionskontrollør ved Københavns Porte. Med fornyet Energi kastede han sig nu over sin nye Gerning. Kort Tid efter havde han imidlertid den Sorg at miste sin Kone. Hun døde den 16. Septbr. 1833 af Skarlagensfeber.

I Adressekontorets Efterretninger averterede han: De faa, der kendte os i Familiekredsen, ved, hvor meget jeg og mine to uskyldige Smaa har tabt i hende, som trofast Ægtefælle, som omhyggelig Moder.

Hun begravedes den 20. Septbr. paa Helligaands Kirkegaard. Falck boede da i Sværtegade 120 B (nuv. Nr. 4). To Aar efter,  -den 23. Maj 1835, giftede han sig igen, nemlig med Christiane Jacobine Sachmann, f. den 12. Juli 1813, Datter af Hofslagter Søren Didrich Sachmann (død 1821) og Hustru Anna Catrine, f. Frydenlund (død 1839).

Det rolige Arbejde i den frie Luft syntes at virke godt paa hans Helbred, og han genvandt sin tidligere Sundhed. Den 24. April 1846 forfremmedes han til Havnekontrollør, og allerede den 1. Maj det følgende Aar konstitueredes han som Inspektionsassistent ved Københavns Toldsted. Atter det følgende Aar, den 25.

Maj 1848, fik han kgl. Udnævnelse til Toldinspecteur i København og udnævntes samtidig til Justitsraad.

Da den overordentlige Regeringskommisær over Hertugdømmerne, Geheimekonferentsraad Frederik Ferdinand Tillisch bl.and. paatænkte en Beskatning af Brændevinsbrænderierne i Slesvig, svarende til Beskatningen af Landbrænderierne i Kongeriget, beordredes Falck den 10. Septbr. 1850 til Raadighed for Regeringskommisæren. Hans' Opgave var at vejlede de i Hertugdømmerne værende Toldembedsmænd ved Opmaalingen af Brænde rierne og Indretningen af Kontrollen, hvilket ikke altid gik af nuden Bryderier med Ejerne af Brænderierne. Saaledes klager to Bryggere i Flensborg over hans Fortoldning, men Finantsministeriet gav ham i en Skrivelse af 6. Novbr. 1852 fuldkommen Ret. I December 1851 var han færdig og rejste tilbage til København, men det følgende Aar konstitueredes han indtil videre som Toldinspektør i Flensborg. Som Belønning for sit Arbejde for Regeringskommisionen udnævntes han den 8. Oktbr. 1852 til Ridder af Dannebroge.

Stillingen i` Flensborg beholdt han lige til Krigen brød ud, idet han var bleven fast ansat den 31. Oktbr. 1853. Da Tyskerne besatte Byen den 7. Febr., blev han roligt i sit Embede.

Til sin ene Søn Christian skrev han følgende Brev:

Flensborg den 21. Februar 1864. _

Naa kære Christian, det gik da, som jeg nok tænkte mig, at det vilde gaa; det første Arrangement holdt ikke Stik, det var jeg ved I mig selv vis paa. Imidlertid, den Skade er ikke stor  thi naar du kommer til Kjøbenhavn, da vil man næppe nægte Sønnen af den, alene i henved 33 Aar i Toldfaget tjente, og den ærlig og virksom tjente gamle, nu udlevede Inspecteur en Ansættelse. Men det næste er, at du er syg; se deri er det egentlig, at min Bekymring ligger. Da du vistnok ikke vil blive betragtet som nogen fremragende politisk Personlighed, saa vil man vistnok -heller ikke forlange, at du skal forlade Garding med kort Tidsfrist. Skulde dette alligevel ske, da maa du, støttet paa en vedlagt Lægeattest, ansøge Regeringskommissarierne om at maatte forblive i dit Hjem som Privatmand, indtil du er restitueret, saaledes at du uden Fare for dit Helbred kan foretage en besværlig Rejse. Her gaar Toldforretningerne i samme Orden og Bo som sædvanlig, men Forholdene piner mig naturligvis mere, end noget Menneske kan forestille sig det. Kun Gud kender mine daglige Og natlige Smerter. Forsynet har, som du jo ved, hjemsøgt mig med usædvanlig tunge Prøvelser, saa jeg flere Gange har været nær ved at synke; mit Liv har været fattigt paa Glæder, rigt paa Sorg  men den Prøvelse Gud nu har sendt mig gamle Mand, hvis Hu i flere Aar har staaet til Gravens Fred og til at samles med de mange, de mange elskede, fra hvem jeg i saa mange tunge Aar har vaeret skildt, se den synes at tilintetgøre mig. Men, Soldatens, den ærlige Soldats Valgsprog er: »aldrig forsagt, altid lige paa<<, det holder mig oppe, skøndt Hjertet bløder. Ak, min Dreng, hvem der dog endnu var Soldat; saa vidste man dog, hvad man var. Den 28. Decembr. d. A. vil det være 44 Aar siden jeg som 16 Aars Knøs blev Lieutenant i Kongens eget Regiment; det Eliteregiment som han i egen Person commanderede.

Den Gamle sagde med Grund, da jeg ansøgte om min Afsked, at det vilde jeg fortryde. Ak du min Gud ja! Kongen maa have haft et Seerblik. Du -milde Gud, kære Christian, hvor vilde det ikke have været skjønt, ifald du nu havde kunnet læse: >>Falden, Divisionsgeneral Falck<<. Naa, lad nu den Fugl flyve; det skulde nu ikke blive mit Lod; saa lykkelig maatte jeg ikke blive. Lev vel.

Fra Vilhelm fik vi Brev den 19. Det var dateret den 12”, havde altsaa været 7 Dage undervejs. Han har lidt meget, stakkels Dreng, inden han kom til Als. Kl. 11 om Natten gik han med det sidste.- Den 26. Februar 1864 skrev han atter følgende Brev til sin Søn Christian i Garding, idet han naturligvis ikke vovede at meddele noget om den militære Situation: Du kan ikke forestille dig, hvilken glad Følelse, der gennemstrømmer mig, da Moder tilraabte mig, ligesom jeg kom ind i Stuen: Her er Breve fra begge dine Sønner. Gud ske Lov, at de er raske, men vær nu ogsaa meget forsigtig, thi du maa. stedse have i Erindring, at et dyrebart og ellskeligt Væsen er bundet til din Skæbne. Ak, min egen Adele, naar ses vel vi to igen? sandsynligvis aldrig. Dog fremad, aldrig forsagt, det er mit Valgsprog; under Guds Tilskikkelse maa enhver redelig Kristen ydmyg bøje sit Hoved, og en redelig Kristen, det er jeg, om jeg ingenlunde er eller har været en psalmesyngende, kirkebesøgende hyklerisk Pharisaeer.

Nej jeg er, det tilstaar jeg aabent, i Sind og desværre ogsaa i Skind en simpel Tolder. Hermed sender jeg dig en Pakke med dine Klæder, men der mangler endnu nogle Lommetørklæder og et Par Strømper, som Moder havde glemt at sende ned til mig, da Indpakningen skuldeske; som Følge heraf kan du først faa de sidstnævnte Genstande, naar du kommer -hertil, thi jeg vilde jo for den Sags Skyld ikke lade Folkene igen aabne Pakken. Paa dine Benklæder har jeg med Knappenaale hæftet de to fra Vilhelm modtagne Breve. Underligt nok er' det, at han, idet mindste den 17', ikke endnu har modtaget dit og trende af mig senere afsendte Breve. Men man maa jo dog haabe, at de kommer ham i Hænde. Han ligger, som du vil ses af hans sidste Brev, i et Bøgkammer, men har en god Seng, som han dog er ængstelig for igen at miste ved en eventuel overordentlig Indkvartering. Han er, sandsynligvis, for Tiden vistnok den ældste Telegrafist paa Stationen; det lader jo til, at han er godt anset af Thygesen, hvilket igen kan komme 'ham tilgode hos Faber; det er forresten en stolt Indtægt,- han nu har, 33 Rdl. 64 Sk. samt 75 Bdl., ialt 108 Rdl. 64 Sk. om. Maaneden. Gid han altid kunde beholde det, saa var det noget. Anlangende den af dig paatænkte Afrejse maa jeg dog instændig' bede dig om ikke at gøre det, førend du definitivt er afskediget, thi ellers vil der møde dig Ubehageligheder i København, hvor Monrad udtrykkelig har sagt til de der ankomne Embedsmænd, at »de havde tjent deres Fædreland bedre ved at blive, hvor de var, indtil det sidste Forsøg paa at blive var strandet<<. Det har maattet være net at høre for Helten, den dygtige d_'Origny. Læs ogsaa Flensburger Zeitungr for igaar, Torsdag den 25. Febr., tredie Spalte, nederst, efter Aut.Berl. Tid. enthalt o. s. v.; deraf vil du se, hvorledes Kongen har trøstet de stakkels Personer. Sluttelig vil jeg ordret nedskrive en Meddelelse af Gaars Dato fra O. T. angaaende en Regeringsresolution (her følger den kgl. Resolution).

Altsaa kære Christian, rejs ikke fra Garding, førend du kan dokumentere dig ved en skriftlig definitiv Afsættelse. Skulde du ikke have erholdt denne til 1. Marts, da mener jeg, at du bør skrive til Amtmand Thomsen og saa snart som muligt bede om den endelige Afgørelse af din foreløbige Suspension. Følg nu endelig mit Baad. Apropos. Har du indsendt den fordrede Erklæring til Civilbestyrelsen?'

Du har vist forsømt det, thi jeg ser, at den af dig i sin Tid skrevne Erklæring er glemt af dig her. Det er egentlig slemt det. Lev nu: vel, hils din Adele og alle de kære Biehler fra Moder, din heng. Fader.

P. S. De to forreste Værelser til Gaden er nu fuldstændig Kasernestuer; altsaa er der Plads til din Svigerfader, naar Indkvartering ikke haves.

Den 24. Maj 1864 blev Christian Falck afskediget af de østrigske og preussiske Regeringskommisærer og rejste til København.

Den daværende Generaltolddirektør F. E. Ramus spurgte ham, om han kunde gøre noget for ham. Han svarede nej -- ikke for ham selv, men han bad Generaltolddirektøren tænke paa Sønnen Christian. Kort Tid efter blev han syg og døde efter et langt Sygeleje den 17. Decbr. 1865, 61 Aar gammel. Den 21. Decbr. s. A. blev han begravet paa Frederiksberg Kirkegaard.

Hans Enke blev boende sammen med Sønnen Vilhelm og Datteren Alvilde. Paa sine sidste Aar var hun ganske tunghør, men beholdt sit glade og milde Humør, var elskelig mod alle og henrykt, naar hun om Aftenen kunde faa Familien eller Vennerne til at spille Whist med sig. Hun døde pludseligt den 5. Juli 1879, 65 Aar gammel